28/11/2025
🍀Når kroppen sætter tempoet 🍀
Min krop har lært mig at sænke farten, og at acceptere, at lidt også har ret.
Jeg har levet et liv, hvor jeg gik mod min store drøm om at blive fotograf. Jeg har presset mig selv til det yderste. Kørt mellem Fredericia og Viborg med tårer trillende ned af kinderne. Fordi min krop var bange så snart jeg forlod mit hjem.
Men min fornuft overtrumfede den irrationelle angst, der sad i kroppen og tankernes konstante genudsendelse af et frygteligt traume, jeg som 20-årig nybagt mor oplevede i trafikken.
Som 23-årig besluttede jeg mig for, at hvordan jeg havde det, ikke skulle forhindre mig i at forfølge drømmen. Så jeg kæmpede og fortsatte, selv når mit nervesystem råbte stop. Jeg havde udviklet PTSD, men i kampens hede voksede jeg både fagligt og som menneske.
I mit fotografiske arbejde som nyfødt fotograf fandt jeg den ro, som min krop søgte efter - som om kroppen efter mange år stadig ledte efter sin nyfødte baby, som i trafikulykken blev flået væk. Når jeg får en baby i armene, mærker jeg stadig, hvordan mit nervesystem reguleres i takt til det lille nye menneske. Jeg kalder det ofte for, mine drikkepenge.
Mange af mine kunder takker mig for min tålmodighed med deres lille baby.
Men i virkeligheden, så er det mig som skylder alle jer, som gennem snart 15 år har lagt jeres små mennesker mine arme. Det er den største tillidserklæring der findes.
Tusind tak for tilliden, det har gjort mere for mig end jeg kan sætte ord på.
Efter multimediedesigner uddannelsen fik jeg mulighed for at tage drømmeuddannelsen.
Under uddannelsen til fotograf mærkede jeg for alvor, at der ikke er noget så skidt, at det ikke også er godt for noget.
Post Traumatisk Vækst blev en del af mit ordforråd. Det blev en del af mit mindset, at fokusere på den vækst som mit traume blev startskuddet til.
Det er den historie, dette værk er bygget op omkring.
🌿 Følg med i næste uge, hvor jeg deler den næste del af historien 🌿