18/06/2026
Fotografen der spiste snegle
En lille fortælling om Ellinor, regnen og de 11 minutter
Der findes øjeblikke, man selv glemmer.
Og så findes der øjeblikke, som andre mennesker gemmer for én.
For omtrent ti år siden fotograferede jeg Christina og hendes familie. Det var i anledning af hendes fødselsdag, og det hele skulle være stille og enkelt. Ikke noget stort postyr. Bare en tur ned til stranden med kameraet om halsen, børnene omkring benene og den slags luft, man kun får ved vandet, når sommeren er ved at blive voksen.
Der var vind i håret, bare arme, T-shirts, shorts og små skridt i sandet.
Børnene gik og samlede skaller.
De voksne snakkede.
Jeg gik rundt og fotograferede, som jeg har gjort så mange gange før.
Og så fik jeg øje på dem.
De små hvide snegle.
De lå dér i sandet som små porcelænshemmeligheder, skyllet op fra vandet.
Jeg samlede nogle stykker op, kiggede alvorligt på børnene og sagde noget i retning af:
“Escargot. Fransk delikatesse.”
Og så lod jeg som om, jeg spiste dem.
Børnene gloede på mig.
Christina grinede.
Og jeg stod dér som verdens mest utroværdige strandkok med kamera om halsen og snegle i hånden.
For mig var det bare et lille fjollet øjeblik.
Et grin.
En lille pause mellem billederne.
Sådan noget, man gør for at få børn til at slappe af og smile.
Og så tænkte jeg ikke mere over det.
Men Ellinor huskede det. …….I ti år.
Da Christina mange år senere kontaktede mig igen, var det ikke længere en lille pige på stranden, der skulle fotograferes.
Nu skulle Ellinor konfirmeres.
Og det var Ellinor selv, der havde sagt, at hun gerne ville fotograferes af ham.
Ikke bare fotografen.
Men fotografen, der spiste snegle.
Det havde jeg fuldstændig glemt.
Så da vi sad til møde, og Ellinor kom ind, blev jeg både overrasket og rørt. Sidst jeg havde set hende, var hun en lille pige med skaller i hænderne og strand i skoene. Nu stod hun der som en ung konfirmand.
Livet havde lige taget ti år på ét sekund.
Fortsættes i kommentaren......
