10/06/2020
Jeg har sat mig på "La Plaza" i den smukke Andalusiske bjergby "Comares".🇪🇸🌺⛰🏞
Her vil jeg nyde "det stille liv" og de hyggelige omgivelser . Når jeg engang vender tilbage til området Øst for Malaga, er Comares en af de byer, som jeg absolut må have et gensyn med. På et besøg i Comares bliver jeg jo også mindet om, hvorfor jeg elsker at holde ferie i et land som Spanien. Det er svært at beskrive med få ord - det skal opleves.
Den hvide by ligger i 703 meters højde - og turen herop nede fra kysten er fantastisk. På lang afstand kunne vi se Comares, hvor husene ligger som små hvide klatter øverst på bjergtoppen.
Comares er en rolig by - nærmest en anden verden i forhold til solkystens travle turiststeder.
Frokosten indtog vi på "Bar Restaurante La Plaza", som ligger midt på byens torv. På "La Plaza" talte betjeningen ikke engelsk - jeg var nok også blevet skuffet, hvis det havde været tilfældet. For det er noget af det, som bare er så vidunderligt ved Andalusien og mange andre steder i Spanien. Du skal nemlig ikke køre ret langt væk fra de travle turistbyer ved kysten, før du befinder dig i en lille "søvnig" landsby, hvor det er de lokale, som præger by-billedet.
Jo, der er turister i Comares - og et enkelt lillebitte hotel i hjørnet af pladsen. Men jeg så ingen souvenir-butikker og jeg fik ikke en køleskabs-magnet med hjem herfra.
Indbyggerne har også lagt keramiske fliser i gaderne, hvor noget af byens historie beskrives. Følger man fliserne, får man via vægmalerier i husene beskrevet noget af byens spændende historie, bl.a. fra både de romanske og arabiske perioder. For Maurerne var Comares med sin beliggenhed en vigtig forsvars-post.
Men der er ro og plads - ja, masser af plads i skønne Comares - kun små 40 km nord-øst for Malaga. Byen er et oplagt udflugtsmål, hvis du holder ferie på Costa del Sol - og trænger til at komme lidt væk fra travlheden i kystbyerne.